”Hun lignede en trold. Hun havde kæmpe store brune øjne, stridt hår og var meget smilende.” Da Jens ser maleriet første gang, forbinder han straks til et sterkt menneskemøte som får store konskevenser i hans liv, og har gjort han til den han er i dag. (Foto Ole Bramsen)
I maleriet ser han først og fremst sin daværende kjæreste, som han møtte i 1982 . Jens forteller: ”Hun kom kørende i en bus og hun sat bagerst og kiggede ud. Jeg stod bare og fulgte hende fra gaden. Så kom hun gående og jeg stod stadig og kiggede. Så spurte hun om jeg var groet fast. Så når vi skulle skilles – så spurte jeg om vi kunne ses igen.”
10 måneder å leve
Hun var allerede kreftsyk da Jens møtte henne. Og kort tid etter fikk hun dommen om at hun kun hadde10 mnd igjen å leve. Jens fortalte henne at det ikke er sygdommen som skulle avgjøre om de skulle være sammen eller ikke. ”Det gjaldt jo hende og mig, ikke sygdommen” sier han. Den første gangen kjæresten spurte Jens om han ville hjelpe henne med å stoppe hennes liv, sa han nei. ”Vi har jo netop fundet hinanden. Jeg kan jo ikke stoppe det,” sa han til henne. En stund etter, er de på sykehuset:”Vi kigger ind på stuerne og ser de syge mennesker, som bliver holdt kunstig i live. Da kunne jeg godt se, det hun ikke ville- at blive holdt kunstig i live,” forklarer Jens. Hun var bare i starten av tyve årene – og Jens var knapt så gammel.
”Da jeg kom ud af spjældet igen havde jeg mistet det hele. Det var grunden til at jeg meldte mig ind i Fremmedlegionen. Der var jeg i 16. år. Og det har gjort mig til den, jeg er i dag.” forteller han. Det er vilt hva et menneskemøtet kan gjøre med et menneske, sier jeg, berørt av hans historie. Jens nikker, samtykkende.
Maleriet og historien
”Jeg har fået det største privilegium man kan få i livet; at hun valgte at leve resten af sit liv sammen med mig. Det er hende som har valgt mig til. Nar man ser billedet her – så har man det røde, et liv som er ret godt. Livet sammen med henne har jo været super. Vi fik 10 måneder. Det store røde felt er det følelsesmæssige som bliver løftet op i noget lyst – og det er derfra jeg kommer ,” Jens peker på venstre side i maleriet og fortsetter, mens han peker videre: ”Men så bliver det dystert og mørkt, med nogle lysglimt. Der er lyspunkt i de skridt der. Det er et formål med det jeg gør. De valg, som du træffer, det er valg som påvirker dig og de mennesker, som er omkring dig,” forklarer Jens.
Hvor er du nå i maleriet? spør jeg. ”Nu er jeg der,” sier Jens og peker på et av de mørke feltene; ”Og det er helt forfærdeligt.” Han legger til: ”Min holdning til livet er at det er cirkulært og jeg ved, at jeg kommer her over igen.” (han peker mot det røde og lyse området). Det er mange sirkler og mye bevegelser i bildet, det gir mening for oss begge. ”Det er min tro. Jeg kommer fra en keltisk bagrund,” forklarer han.
De næste 200 meter
”Det er fedt at følges med mennesker de næste 200 meter. Jeg ved med sikkerhed at hvis jeg kunne vælge om igen, ville jeg vælge det samme. Den fuldkomne kærlighed. Det matchede bare – som to tandhjul, der kører sammen. Hun gav mig troen på dagen i morgen, selvom det kan være en virkelig dårlig dag.” Nå tilhører maleriet Jens. Og han har bestemt at det skal være i Sager der Samler fortsatt.
”Det er deiligt at kunne få lov til å fortælle noget, ud i fra noget andet. Det er jo ikke min historie, men billedets historie. Og det bliver jo her i rummet.” Dersom maleriet har noe å si til deg i dag, hva sier det så?, spør jeg. ”Det var gode 200 meter. Og på et tidspunkt når jeg helt op i det lyse krog, og da kan jeg starte forfra igen,” sier Jens og smiler.
En håpefull blues
Jens hører en helt spesiell musikk i maleriet. ”Blues er noget trist noget, som er længselsfuldt, men når jeg sidder her og lytter til stemningen er den utrolig glad og fremadrettet. Håbefuld. Vi hørte denne sang mange gange, da vi var på rejse sammen.” Her er den : JACK DUPREE -NUMBER NINE
